Alternativ behandling

Læge Charlotte Bech er ikke alternativ behandler, men hun tilbyder et supplement til behandlinger i det etablerede system. De former for behandlinger, som klinikken foreskriver (f.eks. lydterapi, meditation, yogaøvelser, stresshåndtering og aromaterapi), opfylder et eller flere af Lægeforeningens kriterier:
- metoderne er videnskabeligt dokumenteret
- metoderne har vist sig at være effektive gennem klinisk afprøvning
- metodernes anvendelse stammer fra erfaringer i en tusindårig lang tradition
- man kan forstå og forklare metoderne ud fra lægevidenskabelige betragtninger og teorier
- lægevidenskabelige principper teoretisk understøtter behandlingernes mulige effekt
Alternativ behandling
Alternativ behandling bliver mere og mere anvendt. Antallet af patienter, der har brugt alternativ behandling er steget fra 10% i 1987 til 23% i 2005. Som noget nyt har Sundhedsstyrelsen opfordret til at sygehusafdelinger ikke modsætter sig patienters ønske om at anvende alternativ behandling under indlæggelse og at der udarbejdes retningslinjer om alternativ behandling i afdelingens instruks.
Der findes i øjeblikket ikke nogen internationalt accepteret definition af alternativ behandling. Kosttilskud er ikke nødvendigvis alternativt, f.eks. er jern, kalk og B-vitaminer registrerede lægemiddel, og mange lægemidler bygger på naturprodukter, f.eks. kom det første malariamiddel fra barken af det sydamerikanske kinatræ, og et nyt malariamiddel stammer fra bynkeplanten, (og er i øvrigt ikke nyt men har været anvendt i Kina i over tusind år).
Herhjemme er Lægeforeningens forståelse af begrebet alternativ behandling, at det er behandlinger, der ikke er videnskabeligt dokumenteret. Hvis der er dokumentation for virkningen, betragtes den pågældende behandling ikke som alternativ. Det der kendetegner lægevidenskaben, er netop at man er villig til at efterprøve og kritisk tage stilling til forskellige behandlingsformer.
Denne forståelse har ført til at det danske Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFab) erkender at det er nødvendigt at dokumentere alternativ behandling gennem randomiserede forsøg. Naturlægemidler kan dog godkendes uden at der foreligger randomiserede forsøg hvis dokumentationen baseres på allerede anerkendt og videnskabeligt publiceret viden.
Mange behandlinger, som udføres af læger, er ikke dokumenteret igennem evidensstudier. Disse behandlinger kan dog ikke betegnes som alternative, hvis deres effektivitet er påvist gennem kliniske afprøvninger, og deres virkningsmekanismer er klart forståelige på baggrund af lægevidenskabelige betragtninger, hvor lægevidenskab forstås bredere end naturvidenskab. EU-kommissionens direktiv fra 2004 åbner mulighed for, at dokumentationen for naturlige plantelægemidler endvidere kan hvile på en lang tids anvendelse og tradition.
Som læge kan man anvende eksperimentelle behandlinger, hvor man endnu ikke har dokumenteret en klinisk effekt, men hvor lægevidenskabelige principper teoretisk understøtter behandlingens mulige effekt. Læs mere i Medicinsk Kompendium, 75,6.
Ayurveda er ikke alternativt
Selv om det måske umidddelbart kan se sådan ud, er ayurveda ikke alternativ medicin. Medicinsk Kompendium oplyser, at EU-kommissionens direktiv fra 2004 åbner mulighed for, at dokumentationen for naturlige plantelægemidler kan hvile på lang tids anvendelse og tradition. Det er netop lang tids anvendelse og tradition, der er styrken i ayurvediske og vediske behandlingsmetoder.
Lægeforeningen oplyser endvidere, at naturlige metoder kan godkendes, uden at der foreligger videnskabelige forsøg. Naturlige metoder kan godkendes i de tilfælde, hvor man klart kan forstå virkningsmekanismerne ud fra lægevidenskabelige betragtninger, hvor lægevidenskab forstås bredere end naturvidenskab. Som læge kan man anvende eksperimentelle behandlinger, hvor man endnu ikke har dokumenteret en klinisk effekt, hvis lægevidenskabelige principper teoretisk understøtter behandlingens mulige effekt. De ayurvediske anbefalinger opfylder begge kriterier: Virkningsmekanismerne i ayurvediske og vediske anbefalinger kan forstås ud fra lægevidenskabelige betragtninger, og deres effekt understøttes af lægevidenskabelige principper.