Dansk navn: Skvalderkål Aegopodium podagraria

Skvalderkål har vi haft her i Norden i årtusinder. Mange tror at skvalderkålen kom hertil med munkevæsenet men faktisk har arkæologiske fund vist at skvalderkål blev dyrket i Sverige allerede i den tidlige jernalder (500 år før Kristi fødsel), og dermed langt inden klostervæsenet overhovedet blev grundlagt. Senere, da munkene kom til, dyrkede munkene skvalderkål både som lægeurt og grøntsag. Op igennem hele oldtiden og middelalderen spiste man skvalderkål som vi andre spiser spinat. I folkemedicinen blev skvalderkål brugt som et vanddrivende middel, samt som et virksomt middel mod gigt, både mod slidgigt og imod Kaptajn Voms form for gigt, den urinsure gigt (også kaldet podagra), deraf det latinske navn “podagraria”. Man spiste blade eller stængler, eller kogte blade og rødder og brugte dem til at lave varme omslag til de ømme gigtplagede led.

En undersøgelse på dyr har vist, at skvalderkål har en positiv virkning imod diabetes. Forskerne delte dyrene op i forskellige grupper, hvor nogle dyr ikke fik nogen behandling og således var kontrolgruppen, andre dyr fik almindelig diabetesmedicin, og andre dyr igen fik en urtetinktur lavet af skvalderkål sammen med almindelig diabetesmedicin. Alt sammen blev givet i fem dage, hvorefter man tog blodprøver på dyrene. Det viste sig at skvalderkålen øger effekten af diabetesmedicinen, så medicinen virker bedre på blodsukker og insulin, og giver lavere kolesterol og mindre fedt i blodet. Skvalderkål kan formentlig gøre, at man som diabetespatient kan nøjes med at tage mindre diabetesmedicin.

Især om foråret kan man spise skvalderkål, for mange synes den smager bedre før den har været i blomst. Unge skud smager godt i f.eks. salater eller som urter i sammenkogte retter, ovnretter eller stuvninger. Efter planten er begyndt at blomstre, smager den stærkere og mere bittert, og kan have en lettere afførende virkning, men kan dog stadig spises. Men også før blomstringen har hele planten generelt en svagt krydret lugt og smag.